Gaudi

Antoni Gaudi (1852-1926) var en spansk arkitekt. Han er mest kendt for La Sagarda Familia, som er en kirke i Barcalona. Han begyndte på den i 1883, men nåede dog ikke at blive færdig inden hans død. Han vidste godt at kirken ikke vil blive færdig, så han efterlod tegningerne så folk kunne fortsætte hans byggeri. Man anmoder ikke at kirken nogensinde vil blive færdig, da det er en kæmpe turistattraktion.

Han var inspireret af gotik og jugendstil, men mente at man skulle lade sig inspirere af forrige artkitekturistiske stilarter og skabe sig eget ud fra det.

Gaudi kunne især godt lide geometri og geometriske former, men var af den overbevisning at geometri er smukkere i sin naturlige former end i matematikken. F.eks. synes han at den smukkeste parabel kunne findes i buen mellem fingrene eller på en forgrening på et træ.

Hans største inspiration var naturen og dens skønhed, hvilket hans organiske arkitektur også bar præg af. Eksempler på hans kærlighed for naturen, kan man se i La Sagarda Familia, hvor han har lavet en søjleskov, som tydeligvis er inspireret af træer.



Gaudi videreudviklede de romanske og gotiske spidse kirketårne. Dette gjorde han ved at lave nogle enorme systemer ud af kæder og snore der hang ned fra loftet, hvor han i enden bandt poser fast, så de dannede en blød spids, som også er noget af det hans kirke er kendt for.

Han gjorde stor brug af forskellige materialer. Da han tænkte at hvis den almindelige borger ikke havde f.eks. marmor, hvorfor skulle han så have det.

Billedkunstprojekt forår 2016

Sommeraften ved Skagens strand. Kunstneren og hans hustru

I starten ville jeg have valgt et billede af Yves Klein eller Frida Kahlo, men jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle lave ud fra det.  Så endte jeg med at komme frem til at jeg skulle vælge et billede af Krøyer. Jeg stod i mellem at vælge ”Måneskinsaften ved Skagen strand”, ”Sommeraften ved Skagen strand”, ”Badende drenge” og ”Sommeraften ved Skagen Sønderstrand”.

Fælles for dem alle er, at de alle har den samme slags komposition, hvilket også er en del af det jeg er blevet inspireret af i mit eget produkt. Jeg endte med ”Sommeraften ved Skagen strand”. Hvis man vidste hvilken en af ”Måneskinsaften ved Skagen strand” og ”Sommeraften ved Skagen strand” der var blevet malet først, havde jeg taget den. Siden man ikke ved det, valgte jeg bare en af dem. Det blev ”Sommeraften ved Skagen strand”, hvilket også passer meget godt til det overordnede tema ”Blues”, da maleriet har mange blå toner.

Kunstneren, Peder Severin Krøyer, blev født d. 23. juli 1851 i Stavanger, Norge. Han var en af de mest kendte af de danske Skagensmalere, og hans værker er blandt de dyreste i Danmark. Han viste tidligt evner som en tegner og han studere senere på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han også fik en guldmedalje og et stipendium.  Han rejste meget rundt, han rejste f.eks. til Tyskland, Frankrig og Spanien, og det var sandsynligvis også der han blev inspireret til at være friluftmaler. Det var også meget vigtigt for Krøyer at udføre arbejdet som friluftsmaleri. I maleriet Sommeraften ved Skagen Sønderstrand, blev der i 2005 fundet sandkorn i oliemalingen, hvilket tyder på han rent faktisk har malet ved stranden.

I 189 blev han forlovet og gift med Marie Triepcke, som skiftede navn til Marie Krøyer. I 1894 overtog parret et hus i Skagen Plantage, hvor nogle af hans malerier også er fra. Fra 1886 til 1904 blev Krøyer behandlet med kviksølv, da han var blevet syg. Det vides ikke med sikkerhed hvad han fejlede, men han kunnet have arvet sin mors maniodepressiv psykose, som i dag hedder bipolar affektiv lidelse. Dette var meget hårdt for Marie, så hun rejste væk en gang i mellem. I 1902 var hun rejst til Italien, hvor hun forelsker sig i en ung svensk komponist, Hugo Alfvén. Krøyer ville ikke skilles selvom Marie var med en anden, det var først i 1905 hun gik fra ham da hun ventede Alfvéns barn. Krøyers sygdom havde midlertidigt taget til, og han døde d. 21. november i 1909 i Skagen.

”Sommeraften ved Skagen strand. Kunstneren og hans hustru”, 1899, er et oliemaleri på lærred og er 135x187 cm. Krøyers maleri er både dynamisk og statisk. Dynamisk på grund af der hvor vandet skyller op på stranden, bølgerne gør det også dynamisk. Horisontlinjen er dog statisk, da den er horisontal og skaber ro. Der er anvendt det gyldne snit på billedet, og det rammer lige der hvor Krøyer holder ved Maries arm.  Det er som om at han prøver at holde fast i hende endnu, selvom han godt ved at det er for sent. Man kan se at Marie kigger ud mod havet, men også vender ud mod havet, og det er som om at hun ikke er mentalt til stede. Det er som om hun gerne vil væk derfra, men også væk fra ham. Hvis hun stadig gerne ville være sammen med Krøyer, havde hun nok vendt sig bare lidt ind imod ham. Krøyer er rigtig god til at skabe perspektiv i billede, ved hjælp af forgrund, mellemgrund og baggrund. Han laver også billedets elementer i realistiske størrelser. Man får også en klar fornemmelse af at Marie – og Peder Krøyer står i forgrunden, da det gule de har på tøjet er meget varmere end den blå farve i baggrunden. Når der er varme farver, skaber det illusionen om at det er tættere på os, end de kolde farver. Den blå farve, som også er den mest dominerende farve, og desuden er en primær farve, skaber en melankolsk stemning i billedet. Det giver god mening, både under omstændighederne mellem Marie og Krøyer, men også fordi at Krøyer var syg, hvilket også var grunden til at Marie senere forlod ham. Man kan sige at solnedgangen symbolsk er ligesom deres forhold; at det snart slutter.

Billedet passer godt til sin tid. Tiden før var Romantikken, hvor man romantiserede alt og virkelig fokuserede på det idylliske og smukke.  Så kom Det moderne gennembrud, som var den tid maleriet blev malet i. Her begyndte man at sætte fokus realismen, og man satte problemer under debat. Derfor passer den godt til tiden, da Krøyer har malet problemet i forholdet mellem ham og hans hustru.

Da jeg skulle inspireres af billedet ”Sommeraften ved Skagen strand. Kunstneren og hans hustru”, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville have noget med bølgerne med.

I starten ville jeg gerne have lavet en stor flodbølge, som både skulle genskabe den melankolske følelse i maleriet, men på en mere dramatisk måde. Det kunne også tolkes som var det Krøyers følelser, han var jo i forvejen ramt af en bipolar affektiv lidelse, og samtidigt vidste han godt at han var ved at miste sin hustru Marie. Selve produktet havde jeg med stor sandsynlighed malet, for at få noget struktur med i billedet. Både med hensyn til penselstrøg, men også fordi man selv kan blande farverne sammen lige som man vil; hvilket ville gøre det lettere at finde de helt rigtige nuancer af blå. Jeg fravalgte dog den ide, da jeg synes at det ville blive for simpelt. Min skitse så sådan her ud:

Kort varigt havde jeg også tanken om jeg skulle ændre miljøet fra det originale maleri. Jeg tror det ville have været til en eng eller i en skov, eller noget lignende. Det blev ikke engang til en skitse, da jeg ikke havde lyst til at lave det alligevel, og så ville der heller ikke være noget med vandet.

Til sidst kom jeg dog på ideen, at jeg ville genskabe kompositionen af maleriet. Jeg har dog også valgt at det ikke skulle være den samme stemning, men en meget gladere stemning. Mit produkt er også malet som at det er på et andet tidspunkt af døgnet. Det skulle være en sommerdag ved stranden, med lysere og renere farver. Jeg valgte ikke at skitsere den, men der imod bare at starte direkte ud på et lærred. Det ærgrer mig meget, da jeg ikke fik taget billeder gennem hele processen, men kun nogle enkelte steder.

Sådan så mit produkt ud gennem processen:

 Dette er det endelige resultat.

I dette værk har det været vigtigt for mig at farverne var rigtige, i forhold til hvad jeg gerne ville have maleriet til at udtrykke, men også at der var noget dybde i maleriet, dette skabte jeg ved hjælp af farveperspektiv; som vi også har arbejdet lidt med før.  

Maleriet er en genskabning af Krøyers komposition, som han bruger i mange af sine billeder fra strande. Man kan sige at han gjorde lidt hvad Lundbye gjorde. Lundbye tog ud i naturen og skitserede landskaber, hvorefter han brugte de samme skitser på flere billeder.  Maleriet er til dels dynamisk, da der er nogle diagonaler. Både i form af hvor vandet og sandet rammer hinanden, men bølgerne giver også små diagonaler. Horisontlinjen og solen, som anses for at være en rolig figur, giver en form for ro i billedet, hvilket også gør den statisk.  Maleriet er også delt op i forgrund, mellemgrund og baggrund, hvilket inddeler billedet i lag i dybden. Varme farver virker til at være tættere på os end kolde farver. Jeg fik desværre ikke taget et billede af det, men hvis jeg gjorde havde man kunne bevise dette. Jeg startede med at male buskadset grønt. Jeg havde ikke selv valgt at blande den grønne, i hvert fald ikke til at starte med, men det var en meget klar grøn farve. Den trådte alt for meget frem i billedet, så jeg malede en disede grøn oven på, hvilket hjalp en smule. Jeg har valgt kun at male med nogle forholdsvis klarere farver, hvilket gør at billedet ikke bliver trist at kigge på. For at få de farver jeg gerne ville have, har jeg blandet farverne en smule. Jeg tog den primære farve blå, og blandede den akrome farve hvid i. Til solen har jeg valgt den primære farve gul, og blandet lidt orange i – som er en sekundær farve, jeg blandede også lidt hvid i. til buskadset valgt jeg at tage både en grøn der allerede var blandet, men også at blande en selv. Farverne er næsten naturlige i forhold til omgivelserne, dog er solen og vandet ikke i så rene og klarere farver i virkeligheden.  Jeg har valgt ikke at sætte nogen mennesker på, da jeg gerne ville fokusere på kompositionen i mit maleri, da jeg synes at det er sjovt at Krøyer vælger at bruge nogenlunde de samme skitser. Selvom han hører til Det moderne gennembrud, og Lundbye hører til Romantikken.  

 Mit værk er rimelig traditionelt, da det er noget som en af Skagensmalerne også har lavet. Det kunne også godt have været lavet i en anden tid, da man altid har malet landskaber. På mit maleri er der nogle ting der er lykkedes og mislykkedes bedre end andre ting. Bølgerne er lykkedes okay, de lysere og mørkere farver skaber en illusionen af at bølgerne kommer frem ad. Hvad der til gengæld ikke er lykkedes så godt er perspektivet. Jeg skulle have haft sandet til at stoppe længere ude ved kanten til højre på maleriet og så skulle buskadset være mindre. 

God arkitektur

Jeg har fundet et godt sted på min skole. Det er opholdet nede i kælderen. Stedet er godt fordi belysningen er god, det er derfor ikke et trist rum. At der er flere vinduer i rummet gør at det ikke er mørkt, selvom det er en kælder. Stedet er ikke fyldt op af møbler, hvilket giver en mere rumlig effekt. Det giver også en god effekt at der er en plante, det gør det mere hjemligt. Der er også nogle forskellige farver i rummet hvilket giver rummet noget spil. Hvis rummet derimod havde været sort og hvidt, eller at der havde været mange flere neutrale farver, så havde det ikke givet den samme effekt, men rummet havde været lidt mere kedeligt. Rummet lyser også mere op da væggene er hvide, men det bliver ikke kedeligt da der er billeder oppe på væggene.